Regnen piskede ned over de store palmer der nærmest havde groet sammen, og på nær en smal kile skjulte en indgang til en velbevaret hemmelighed. Jeg trådte ind i de mosbegroede ruiner, faklen knitrede i min hånd, og hver skygge virkede som en fælde. Legenden sagde, at herinde lå Rampens Hemmelige Tempel – stedet hvor man kunne finde nøglen til at spille de største trylleformularer, før fjenderne kunne nå at reagere.
Jeg tog et skridt frem. Gulvstenene knirkede, og med et klik skød pile fra væggen. Jeg kastede mig til jorden, mens de fløj forbi. Da støvet lagde sig, så jeg det første alter. En udskåret stenplade viste et lille væsen med en stav i hånden. Jeg børstede støvet væk: Llanowar Elves. Små, men mægtige. Jeg forstod: Rampens hemmelighed begyndte med ydmyge hjælpere. Det kunne starte i det små, men gro sig større..
Længere inde fandt jeg et kammer med to tavler, glødende i grønt. På den ene stod ordet Cultivate, på den anden Kodama’s Reach. Tavlerne bar visdommen om at hente både nutid og fremtid – to lande, to skridt fremad, mens alle andre endnu famlede i mørket.
Men intet tempel uden fælder. I en sidegang fandt jeg skinnende metal, stående som guldstøtter på piedestaler: Sol Ring og Arcane Signet. Jeg strakte hånden frem, men i samme øjeblik kollapsede gulvet. Jeg hoppede mod en afsats og nåede lige at få fat, trak mig op og løb mod udgangen mens bygningen faldt mig om ørene– jeg forstod, at denne skat var ustabil. Artefakter kunne knuses, efterlade en uden styrke. Ramp var mere end blot hurtige gevinster.
Jeg gik ned ad stien, væk fra ruinen, men mit sind var stadig fanget derinde. Hver sten, hvert symbol, hver fare havde hvisket om rampens natur. Det var ikke kun en mekanik i et spil – det var en fortælling om at være foran, at udnytte tidens strøm, at forstå magiens rytme bedre end nogen anden.
Ved en lysning standsede jeg og lagde idol’et foran mig. Det glødede svagt, som en puls. Jeg så for mig slagmarker, hvor trylleformularer blev kastet flere ture før fjenderne var klar. Jeg så hære af væsner, der kom stormende ind, ikke fordi de var stærkere, men fordi rampen havde givet dem chancen til at handle først.
“Tempo,” mumlede jeg, “det er rampens sande gave.”
Jeg kunne næsten høre fortidens stemmer, de der havde bygget templet: Elvere, druider og lærde troldmænd, som alle havde forstået, at sejren ikke alene tilhørte dem med de største våben, men dem, der kunne få dem i spil først.
Jeg rejste mig, tog idol’et op igen og gemte det i tasken. Stjernerne blinkede over junglen som mana-symboler kastet på himlen. For første gang følte jeg, at jeg virkelig havde fundet nøglen til eventyrets næste kapitel. Rampen var ikke målet – det var begyndelsen.
Med et fast greb om min pisk og hatten trukket ned over øjnene gik jeg videre. Nye skatte ventede. Card draw, removal, måske endda den legendariske Balance of Power. Men først – skulle jeg lære at mestre rampens rytme, for uden den ville alle de andre skatte være uden betydning.
Jeg smilede igen. Magien var stor, men eventyret var altid større.